Ingeniørstuderende og virksomheder mødes til Praktik- og projektdag på TEK

Formål

Praktik- og projektdag på TEK er en netværksdag - arrangeret som et samarbejde mellem SDU Erhverv og Det Tekniske Fakultet – hvor ingeniørstuderende mødes med virksomheder mhp. at få projekter og/eller praktikpladser og skabe et endnu stærkere samarbejde mellem regionens virksomheder og de studerende.

Læringsmål

De studerende kan via dette arrangement:

  • Opbygge et netværk til fremtidige samarbejdspartnere
  • Få viden om, hvad virksomheder kigger efter hos nyuddannede ingeniører
  • Få kendskab til virksomheder
  • Få en indgangsvinkel til mulige projekter
  • Se fremad og forberede sig på, hvad der sker senere hen i uddannels

Beskrivelse af aktiviteten

Uddannelseskoordinatorerne på TEK promoverer netværksdagen - Praktik- og projektdag - gennem institutioner, der allerede har tætte relationer med virksomheder, herunder SDU Erhverv, TEK Innovation og Udvikling Fyn. Disse er et vigtigt led i netværksarrangement for få deltagende virksomheder. Derudover bliver arrangementet promoveret overfor de studerende på alle ingeniørlinjer på TEK.

Arrangementet afholdes i en stor sal med små stande til virksomhederne, som de studerende kan besøge mhp. at få en snak med de enkelte virksomheder. Arrangementet, der er gratis for både virksomheder og studerende, er en nem måde at sætte virksomheder og studerende i relation til hinanden uden det store administrative arbejde. Der ligger dog en større arbejdsbelastning i form af netværksopgaver, da arrangementet ikke kan fungere uden folk med relationer til virksomheder. Indtil videre har arrangementet fungeret efter Keep-it-simple-princippet for at give de to parter tid til at tale med hinanden.

De studerende får via dette arrangement en optimal mulighed for at danne sig et billede af, hvilke virksomheder, der er interesseret i deres kompetencer og skabe sig et netværk med virksomheder, der muligvis kunne være deres fremtidige arbejdsplads.

En uge inden arrangementet afholder SDU Erhverv et oplæg for de studerende, hvor de bl.a. fortæller om, hvordan man laver et godt CV, hvordan man snakker med virksomheder m.m..  Dette er et frivilligt tilbud til de studerende mhp. at forberede dem til selve Praktik- og projektdagen.

I forbindelse med arrangementet er der også blevet oprettet en Facebook-event, hvor de studerende får en liste over deltagende virksomheder, deres websider og fokusområder. Derudover er det intentionen, at virksomhederne også skal kunne slå relevant materiale op på Facebook-siden. Dette giver de studerende mulighed for at være mere målrettede på dagen i deres søgen efter en virksomhed.

Aktiviteten er afprøvet 2 gange med gennemsnitlig deltagelse af min. 40 virksomheder og rundt regnet 500 studerende.

Evaluering

  • De studerendes evaluering af arrangementet var generel positiv.
  • Der er fra virksomhederne blevet meldt tilbage, at det simple setup/”papkasse”-metode med standene er spot-on. Det er nemt for virksomheder at have en stand med et lille bord, hvor de kan fremvise de vigtigste elementer.
  • Oplægget med SDU Erhverv havde desværre ikke den forventede deltagelse. Kun 30 studerende deltog. Men håbet er, at det bliver mere interessant for de studerende fremover i takt med at Praktik- og projektdagen bliver mere udbredt

Særlige opmærksomhedspunkter

  • Det er vigtigt at følge op på alle parter for at få flest mulige virksomheder og studerende til at møde op
  • Hold det simpelt – jo flere der er involveret i projektet, jo mere besværligt bliver det. Der skal god være plads/tid til, at virksomhederne kan snakke med de studerende
  • Det er vigtigt at udnytte alle kanaler og kontakter med relationer til virksomhederne, da det ellers vil være et meget stort arbejde at få nok tilmeldte virksomheder til arrangementet
     .